Endnu engang er Unge på Toppen på vej gennem Europa på to hjul. Destinationen er Alpe D’ Huez, som de efter planen forcerer lørdag den 18. juni.
Ruten er i alt 1.650 km, fordelt på 12 etaper.
Unge På Toppen er et tilbud til unge kontanthjælpsmodtagere, og består af 18 ugers intens træning via kost og idræt, personlig rådgivning samt virksomhedspraktik. Målet er at de unge kan skifte den offentlig forsørgelse ud med uddannelse eller job.
Én af de GateDenmark virksomheder, der er repræsenteret som praktikvirksomhed i projektet, er Nagel Danmark A/S i Padborg.
“Nagel Danmark har bakket projekt Unge på Toppen op fra starten”, fortæller Bente Nielsen, Head of HR i Nagel Nordics. “Vi var virksomhed nummer to, der sluttede os til projektet i 2017, og i år er sjette gang vi er med”.
Hun ser Unge på Toppen som en spændende, alternativ kanal til rekruttering og uddannelse.
Tre af deltagerne fra “Unge på Toppen”, er i dag fastansat hos os. Heraf har den ene taget speditøruddannelsen, mens de to andre er ansat i terminalen”, siger Bente Nielsen.
“I år har vi Louis med. Han startede i praktik på vores lager i marts, men viste stor interesse for speditørfaget. Derfor blev han i april flyttet op til speditørerne, hvor han har været, indtil han i pinsen satte sig på cyklen, og kørte mod de franske alper”.
Når Louis kommer hjem fra Alpe D’ Huez, kommer han ind på fuld tid i en periode, for rigtigt at kunne prøve speditørfaget af. Forhåbentlig bliver han og tager speditør-uddannelsen”.
“Jeg ser Unge på Toppen som et fantastisk projekt, der fortjener stor opbakning fra både erhvervslivet og det offentlige”, slutter Bente Nielsen.
Andre GateDenmark virksomheder, der er repræsenteret i projekt “Unge på Toppen”:
DTK Group A/S
FairTrans A/S
Fogtmann Logistik A/S
Freja Transport & Logistics A/S
H.P. Therkelsen A/S
In-Truck autopolstring ApS
Lauge Transport A/S
Marius Pedersen A/S
Meldgaard Transport A/S
Rødekro Kurér A/S
Scania Padborg A/S
Tricolore A/S
Følg de unge, seje cykelryttere på turen mod Alpe D’ Huez, lige her: