Jessica Lyager Bruun Thygesen fik interessen for spedition under Transportugen i 10. klasse – og selvom hun senere blev frarådet branchen, fulgte hun sin mavefornemmelse. I dag er hun et af H. P. Therkelsens unge talenter, der med sine 24 år allerede er godt i gang med at opbygge sin karriere.

Jessica gik i 10. klasse i Aabenraa, da hun første gang stiftede bekendtskab med transportbranchen. Klassen deltog i Transportugen – et forløb, hvor lokale virksomheder åbner dørene og giver elever indblik i de mange jobfunktioner i transport- og logistikområdet.

Under en rundvisning blev hun præsenteret for arbejdet som speditør – et job, der ifølge guiden bedst kunne beskrives som et puslespil, hvor man hele tiden skal finde løsninger og få mange små dele til at passe sammen. Den beskrivelse gjorde indtryk.

”Det lød som noget, man aldrig ville kede sig med,” fortæller Jessica.
Og fra den dag, i en alder af 16 år, vidste hun, at hun ville være speditør.

 

Blev frarådet af studievejleder

Selvom interessen var stærk, var Jessica stadig lidt usikker på, hvordan det ville være at træde ind i en branche, hvor der traditionelt ikke var mange kvinder. Den tvivl blev ikke mindre, da hendes studievejleder på handelsskolen direkte frarådede hende at gå i den retning.

Begrundelsen var klar: Transportbranchen var mandsdomineret, og tonen kunne være hård.

”Men hvis man beder alle kvinder om at holde sig væk, så ændrer det sig jo aldrig,” siger Jessica.

Derfor valgte hun at følge sin egen mavefornemmelse – og i dag er hun glad for, at advarslen ikke fik hende til at skifte kurs.

Da hun skulle søge elevplads, faldt valget hurtigt på H. P. Therkelsen. Jessica kendte virksomheden fra lokalområdet og havde hørt, at her var både et godt arbejdsmiljø og gode muligheder for udvikling. Hun søgte – og blev ansat.

Hendes bekymringer for branchen forsvandt hurtigt.

”Jeg blev taget virkelig godt imod, og jeg oplevede fra starten at blive behandlet på lige fod med alle andre,” fortæller hun.

Under elevtiden blev hun løftet ind i opgaver, der matchede hendes nysgerrighed og drive, og hun fik hurtigt mulighed for at tage ansvar og vise, hvad hun kunne.

 

Jessica har klare mål for fremtiden og er allerede i gang med en akademiuddannelse. Hun drømmer om en lederrolle – helst hos H. P. Therkelsen, hvor hun trives og udvikler sig.

Fra elev til nøglemedarbejder

I 2023 blev Jessica fastansat, og i dag har hun ansvaret for størstedelen af virksomhedens trafik i det østlige og nordlige Tyskland. Hun arbejder tæt sammen med kunder og chauffører og sørger for, at komplekse køle- og fryseopgaver bliver planlagt og udført præcist – også når ting ændrer sig undervejs.

”Når der sker noget uventet, skal man kunne holde hovedet koldt, tænke kreativt og finde en ny løsning hurtigt. Det er en del af jobbet – og noget af det, jeg rigtig godt kan lide,” siger hun.

Arbejdet på tværs af grænsen betyder også, at Jessica i dag taler flydende tysk, selvom det aldrig var planen.

”Det var learning by doing, men det giver en kæmpe styrke at kunne tale direkte med kunderne,” siger hun.

 

De næste mål er sat

Jessica har siden Transportugen været klar på, hvilken retning hun ville i, og nu har hun naturligvis allerede sat nye mål for sig selv. Hun er i gang med en akademiuddannelse, som på sigt kan give mulighed for at læse videre indenfor ledelse.

”Jeg har et mål om at blive afdelingsleder en dag,” siger hun.

Det er et mål, hun tager i et roligt tempo – og et mål, hun håber at kunne realisere hos H. P. Therkelsen, hvor hun trives og gerne vil fortsætte sin udvikling.

 

Om H. P. Therkelsen

  • H. P. Therkelsen er en familieejet virksomhed, der blev grundlagt i 1918.
  • H.P. Therkelsen er specialist i transport- og logistikløsninger til temperaturkrævende stykgods mellem Skandinavien og Europa.
  • Virksomheden har i dag 290 medarbejdere fordelt på lager, kontor og chauffører.
  • Hovedkontoret ligger i Padborg.

Læs mere om H. P. Therkelsen