I week-enden løb Transport 2023 af stablen i Herning Messecenter.
Virksomheder fra Padborg Transportcenter og Aabenraa Kommune var at finde flere steder på messen.
Det helt store omdrejningspunkt på transportmessen var den grønne udvikling, hvor der blandt andet var fokus på nye teknologier fra lastbilproducenterne samt mere bæredygtige brændstoffer fra blandt andet olieselskaberne. To brancher som begge er stærkt repræsenteret i Padborg.
H.P. Therkelsen løb med Danske Speditørers Effie pris. Prisen gives til speditionsvirksomheder, som har medvirket til innovative løsninger med fokus på energirigtige og effektive transportløsninger.
H.P. Therkelsen vandt blandt andet fordi de har været med til at starte European Food Network. Et netværk hvor flere, ellers konkurrerende, speditionsvirksomheder i Europa arbejder sammen om “the last mile”, for en bæredygtig og effektiv logistik. Altsammen til fordel for kunderne og ikke mindst miljøet.