I går blev en vigtig milepæl nået for Padborgs erhvervsudvikling, da H. P. Therkelsen og andre lokale virksomheder deltog i markeringen af det første spadestik til Padborgs nye motorvejsbro over E45. Broen skal forbinde erhvervsområderne øst og vest og åbner op for helt nye muligheder for vækst i et af Danmarks stærkeste transportknudepunkter.
Der var både borgmester, erhvervsleder og lokale borgere samlet, da det første spadestik til Padborgs længe ventede motorvejsbro blev taget i går. Arrangementet, som Aabenraa Kommune stod bag, skulle fejre, at arbejdet nu går i gang.
Mogens Therkelsen, bestyrelsesformand i H. P. Therkelsen, var blandt de fremmødte til arrangementet i går, der markerede starten af den nye motorvejsbro i Padborg.
Blandt de fremmødte var Mogens Therkelsen, bestyrelsesformand i H. P. Therkelsen, der har satset stort på udviklingen i området. Den store transportvirksomhed har investeret i hele 110.000 kvadratmeter i Padborg Vest – dog med en vigtig klausul: at motorvejsbroen skulle blive en realitet.
– Vi og mange andre virksomheder har investeret i nye arealer på den anden side – men med den klausul, at der skulle komme en motorvejsbro. Den har været fuldstændig afgørende. Uden den ville transporttiden og omkostningerne blive for store, fx når vores terminaltrucks skal køre mellem afdelingerne, forklarer Mogens Therkelsen.
H. P. Therkelsen har hovedkontor på Eksportvej i Padborg Øst – et erhvervsområde, der i dag er fuldstændig bebygget. Derfor var det nødvendigt at kigge mod nye arealer i Padborg Vest, og her bliver motorvejsbroen nøglen til at binde det hele sammen.
Motorvejsbroen har ikke kun stor betydning for H.P. Therkelsen – den har også en stor betydning for fremtiden og udviklingen af Padborg erhvervsområde, mener Mogens Therkelsen:
– Jeg er helt sikker på, at broen vil få stor betydning for både lokale firmaer og nye aktører. Vi får et tættere samarbejde på tværs af området, og dem, der ikke har plads mere i det bestående erhverv, kan nu, ligesom os, udvide på den anden side af motorvejen, siger han.
Arbejdet på broen starter nu og forventes afsluttet i sommeren 2026.
Læs mere om den nye motorvejsbro her