I Padborg Fjernvarme tænker de ud af boksen, tænker stort og langsigtet. De har også et dagligt motto der lyder: Vi forsøger at sælge så lidt varme til forbrugeren som muligt. En tilgang man sjældent hører som forbruger. Men lad os dykke ned i hvad de egentlig mener.

Vi er ikke som de andre – vi er noget for os selv
Padborg fjernvarme har valgt ikke at navigere efter statens afgifter, som lige nu er medvirkende til, at mange værker kører på flis.

“Men det er jo bare et spørgsmål om tid, før der også kommer afgifter på flis” siger formand Jan Riber Jakobsen.

Padborg Fjernvarme har da også en skuffesag på et flisværk liggende, som de kunne bygge i morgen. I Padborg har de i stedet valgt at udnytte de unikke muligheder de har i deres område. De kalder det at udnytte de stedbundne potentialer.

De stedbundne potentialer og det gode samarbejde
Padborg Fjernvarme har 1735 tilslutninger og ud af det årlige behov for 40.000 mwh, er de i stand til at producere 40% grøn varme . Den grønne energi er kun en mulighed, på grund af de stedbundne potentialer. Det vil sige at den industri og de produktionsvirksomheder, der ligger i Padborg Transportcenter, sælger deres overskudsvarme videre til Padborg Fjernvarme.

Netværksarrangementer i Padborg Transportcenter kombineret med et forløb med DTU (Danmarks Tekniske Universitet) og visionære kræfter hos Padborg Fjernvarme har allerede nu etableret et samarbejde med et lokalt mejeri. Mejeriet har tidligere udledt deres rensningsvand i Flensborg Fjord. Det vand går nu via en pumpe over i Padborg Fjernvarmes forsyning, hvor overskudsvarmen kan udnyttes til at bidrage med 19% af det årlige forbrug i forsyningsnettet.

DTU studerende leverede genial business case
I 2018 leverede en gruppe DTU-studerende beregninger på den innovative løsning, der skulle skabe et økosystem og udnytte rensningsvandet fra mejeriet.

“Det lød næsten for godt til at være sandt dengang, så vi vurderede at selv hvis beregningerne var lidt ved siden af, kunne det godt betale sig at starte projektet op. Men her tre år senere, så kan vi jo se på de daglige tal, at de er knivskarpt beregnet”

Med hjælp fra de DTU studerende er Padborg Fjernvarme i 2021 allerede næsten i mål med deres overordnede strategi om at reducere deres Co2 udledning med 70% inden 2030.

I skuffen ligger der stadig flere gode cases fra DTU, som Padborg Fjernvarme kan ‘sætte strøm til’ når timingen er rigtig.

” Vi er klar, når Power2X er klar” slutter Jan Riber Jakobsen.