TDC forbedrer nu den mobile infrastruktur i Aabenraa markant sammen med den svenske virksomhed, Ericsson. Målet er at skabe et Digitalt Danmark med det bedste landsdækkende mobilnetværk og derfor udbygges mobilnetværket med forberedelse til 5G-nettet i hele Aabenraa.

5G vil være startskuddet til spændende fremtidige anvendelser såsom fjernstyrede robotter, droner, fjernoperationer og selvkørende biler samt øge mulighederne, for at den mindre iværksætter og den større, etablerede virksomhed kan udbygge sin position som digital frontløber.

”I Aabenraa vil man på TDC’s mobilnetværk opleve markante forbedringer i forbindelserne. Og det bringer nye muligheder. 5G vil skabe fundamentet for digitale fremskridt og TDC vil levere et mobilt netværk som er skabt til en fremtid, hvor flere og flere ting og maskiner bliver koblet på internettet,” siger Andreas Pfisterer, CEO i TDC NetCo.

Thomas Andresen, Venstre, borgmester i Aabenraa Kommune, siger:

”Aabenraa Kommune har som målsætning at sikre fortsat positiv udvikling i grænseregionen. Dét kan blandt andet hjælpes på vej med en fremtidssikret, digital infrastruktur.Derfor har vi aktivt valgt at gribe den digitale verdens muligheder og se nye perspektiver for vækst i både digitale løsninger og digitale virksomheder. 5G bliver rygraden i fremtidens transportmateriel, lagerhuse og logistiksystemer, og i Aabenraa Kommune har vi derfor også allerede budt os til og sagt, at vi er klar til sammen med Padborg Transportcenter at gøre transportcentret til centrum for test af nye teknologier og systemer.”

Erhvervslivet bliver smart
Flere dimser og dutter får konstant en mobilopkobling, så man fra sin mobiltelefon fx kan styre varmepumpen i sommerhuset eller holde øje med, hvor bilen er parkeret. Det samme er tilfældet i erhvervslivet, hvor smarte landbrug, smarte byer og smarte industrier styres af intelligente sensorer, der er med til at effektivisere driften.

”Kigger man fx på produktionsindustrien vil 5G kunne bidrage til højtintelligente, sammenkoblede robotter, der kommunikerer sammen på produktionsbåndet. Ledende internationale eksperter vurderer desuden væsentlige indtjeningsmuligheder som følge af 5G-implementering inden for transport- og logistiksektoren i Aabenraa,” siger Andreas Pfisterer.

Alt dette – og meget mere – stiller krav til høj kapacitet på netværket. Nettet skal være med til at sikre optimale, digitale udfoldelsesmuligheder for Aabenraa mange virksomheder. Der er store gevinster at hente i erhvervslivet ved fortsat digitalisering og 5G-implementering, og derfor er der stor værdi i at udbygge mobilnetværket med 5G allerede nu.

Implementeringen af 5G vil ske gradvis, og først fra udgangen af 2020 ventes de fleste mobiltelefoner at kunne understøtte 5G. TDC forventer derfor først at tænde for 5G-netværket i slutningen af 2020.

”Jeg glæder mig over, at 5G-infrastrukturen nu kommer. Så nu handler det om at få udnyttet mulighederne i de nye digitale teknologier i fx transport, landbrug og på sundhedsområdet. Jeg er derfor glad for, at vi sammen med TDC udruller 5G, så Aabenraa kan komme i toppen af den digitale superliga,” siger Thomas Andresen.