Egentlig var han gået i gang med at læse historie på Aarhus Universitet. Men tvivlen nagede, om det nu også var noget for ham. Så han valgte i stedet at opsøge transportvirksomheden DTK, Dansk Transport Kompagni i Padborg og gå i gang med en uddannelse som lager & terminaldisponent. Det skifte har været så succesfuld, at Nicolaj Nordsted Sørensen nu modtager LærlingePrisen 2020 for DI Sønderjylland.
Både fagligt og socialt er kvaliteten i højsædet hos årets lærlingeprismodtager Nicolaj Nordsted Sørensen. I forbindelse med at tage uddannelsen som lager & terminaldisponent har han udmærket sig med de højeste karakterer og ved sin afslutning på EUC modtog han en ærespris for at være en god kammerat og socialt engageret.
Som lager og terminalmedarbejder arbejder man med transport, lagerstyring og distribution af vare og gods. Og lagerchefen på virksomheden har været godt tilfreds med den 27-årige lærling.
– Nicolaj er af væsen en glad, udadvendt og humoristisk ung mand. Han har stærke kommunikative evner, som han bruger flittigt. Hans humør smitter, og desuden har han en venlig opførsel og rummer et kæmpe service gen. Nicolaj er også en nysgerrig person og trives med nye opgaver og med at lære fra sig til sine kolleger. Specielt vil jeg også fremhæve Nicolajs digitale evner, som han bruger dagligt i vores IT og vort elektroniske scannersystem, siger lagerchef Martin Holm Johannsen.
Formand for DI Sønderjylland Hans Olling glæder sig over, at der er mange dygtige og engagerede lærlinge og elever på virksomhederne i det sønderjyske.
– Dem har vi stærkt brug for både nu og de kommende mange år. Hvis virksomhederne i Sønderjylland skal skabe vækst og arbejdspladser, er det helt afgørende, at vi er med til at uddanne så mange dygtige mennesker som overhovedet muligt. Her er Nicolaj Nordsted Sørensen en solstrålehistorie, siger formanden for DI Sønderjylland.
Hans Olling finder det vigtigt, at der også kommer fokus på de virksomheder, som tager ansvar for at uddanne fremtidens sønderjyske faglærte.
– Lærlingeprisen er selvfølgelig Nicolajs pris, men Dansk Transport Kompagni skal også fremhæves, fordi de har lærlinge. Vi har brug for at få uddannet flere faglærte, og det er meget vigtig, at lærlinge og elever kan få en læreplads. Det er ude på virksomhederne, at de unge finder ud af, hvordan faget fungerer i virkeligheden, og hvordan det er at være på arbejdsmarkedet, siger formanden.
Også Aabenraas borgmester Thomas Andresen glæder sig over at kunne være med til at fejre en dygtig lærling.
– Der findes vel næppe noget mere meningsfyldt end at hædre et dygtigt menneske som Nicolaj Nordsted Sørensen. Og med bopæl i Aabenraa er han en, der med stor sandsynlighed kommer til at give et væsentligt bidrag til byens erhvervsliv i fremtiden. Og det gælder jo uanset, om det nu er som lager og terminaldisponent, snedker, glarmester eller flymekaniker, eller det handler om lagerstyring, høvlebænken, frisørsaksen eller kokkehuen, siger borgmesteren.
Nicolaj Nordsted Sørensen modtog torsdag d 17. september LærlingePrisen 2020 for DI Sønderjylland