Billedtekst: Fra venstre: Hans-Christian Sønnichsen og Nicolai Sune Nielsen – to af de i alt tre ejere i Sejer og Sønnichsen foran domicilet i Aabenraa, som i skrivende stund er i gang med at blive udvidet på 450 kvadratmeter pga. vokseværk.
Sejer og Sønnichsens karakteristiske røde og hvide lastbiler har skabt massiv opmærksomhed blandt børn og unge – både på og uden for vejene. Og opmærksomheden? Den har ejerne bag transportvirksomheden aldrig selv jagtet – den udspringer derimod fra deres egen passion for lastbiler.
Kører du forbi en lastbil fra Sejer og Sønnichsen, er du ikke i tvivl.
Den knaldrøde farve, den skinnende lak og overflødighedshornet af seje detaljer.
Sejer og Sønnichsens lastbiler er med tiden blevet mere end bare et transportmiddel – de blevet virksomhedens varemærke og har opnået nærmest kultstatus blandt mange lastbilsentusitaster. Det ses især på de sociale medier, hvor børn, unge og voksne truckspottere hver dag deler billeder og videoer, når de møder de røde og hvide vogne på vejene. Det har skabt en markant tilstedeværelse online, hvor virksomheden i dag har knap 30.000 følgere på Facebook, over 11.000 på TikTok og mere end 9.000 på Instagram.
– Sejer og Sønnichsen bliver tagget hver eneste dag på de sociale medier, og vores feed er altid oversvømmet af videoer med vores lastbiler. Vores mest sete video har opnået næsten 130.000 visninger, fortæller Hans-Christian Sønnichsen, en af virksomhedens tre ejere.
Men hypen lever ikke kun online.
Den mærkes i den grad også i virkeligheden – særligt én dag om året.
Den 25. december, hvor alle lastbilerne for en kort stund er samlet på matriklen, åbner Sejer og Sønnichsen portene for besøgende. Hvad der startede som en praktisk løsning, har udviklet sig til et tilløbsstykke. Senest lagde omkring 1.500 mennesker vejen forbi – nogle helt fra Sverige og Tyskland for at opleve de ikoniske lastbiler på tæt hold.
Stor interesse blandt børn og unge
Sejer og Sønnichsen er store på de sociale medier. Hver dag bliver virksomheden tagget af unge truckspottere på mediet TikTok.
Interessen for lastbilerne er især stor blandt børn og unge – og den er stigende, fortæller ejerne. Og det kan mærkes på en lidt utraditionel måde.
– I år skal vi køre hele 35 konfirmander. Det har vi aldrig prøvet før, fortæller Hans-Christian Sønnichsen.
Ifølge Hans-Christian møder mange af konfirmanderne op i Sejer og Sønnichsen-tøj fra virksomhedens egen webshop med merchandise, og nogle går skridtet videre og holder konfirmation med Sejer og Sønnichsen-tema, hvor alt er holdt i rødt og hvidt.
Hype drevet af ægte passion
Den store opmærksomhed er ikke noget, virksomheden bevidst har arbejdet strategisk med. Den udspringer derimod af ejernes egen passion for lastbiler – og ønsket om, at bilerne skal afspejle den kvalitet, virksomheden leverer.
– Det har altid været vigtigt for os, at vi har nogle flotte og velplejede lastbiler, så de også afspejler den kvalitet, vi leverer – og at vi er et ordentligt sted at være både som medarbejder og kunde. Og så er vi selv lastbil-nørder og elsker lastbiler, så selvfølgelig har vi altid gået op i at køre i nogle fede biler, siger Nicolai Sune Nielsen, der også er en del af ejerkredsen.
Mere end bare opmærksomhed
I dag bruger virksomheden opmærksomheden aktivt til at tale transportbranchen op – og til at åbne døren til branchen for nye generationer.
– Vi brænder for det, vi laver. Derfor betyder det rigtig meget for os at kunne give vores egen passion for faget videre til den næste generation, forklarer Nicolai, der ligesom de øvrige ejere også selv begyndte sin karriere med at være lastbilchauffør.
Omtale smitter af på forretningen
Den store interesse for Sejer og Sønnichsens lastbiler smitter også af på forretningen. Ikke i kroner og ører, men på noget der er mindst lige så vigtigt for virksomheden – nemlig dens medarbejdere.
– Vi kan mærke, at det skaber stolthed blandt vores medarbejdere. Og interessen for at blive ansat her er stor – lige nu har vi faktisk venteliste på chauffører, fortæller Hans-Christian Sønnichsen.
| Om Sejer og Sønnichsen
Sejer og Sønnichsen er en handels- og transportvirksomhed med base i Aabenraa, som opererer i hele Danmark og dele af Europa. Virksomheden ejes af Henning Sejer, Hans-Christian Sønnichsen og Nicolai Sune Nielsen. Virksomheden beskæftiger i dag 102 medarbejdere, heraf 24 i administrationen, og råder over en vognpark på mere end 40 lastbiler til blandt andet dagrenovation, entreprenøropgaver og transport af biprodukter. Frem til 2023 havde virksomheden base i Fogderup, men flyttede til større faciliteter på Egelund i Aabenraa på grund af vækst. Her tre år senere er Sejer og Sønnichsen i fuld gang med at udvide domicilet med 450 kvadratmeter, som skal stå klar i efteråret 2026 – samme tidspunkt, hvor virksomheden kan fejre 10-års jubilæum. Læs mere om Sejer og Sønnichsen her https://se-so.dk/transport-siden-1952/ |


