I sidste uge besøgte virksomhederne Nagel Group og Tricolore fra Padborg Transportcenter Duborgsskolen i Flensburg til virksomhedsdag.

Her havde virksomhederne mulighed for at præsentere deres branche og fortælle ca. 60 1.g’ere om mulighederne indenfor uddannelse og job i Padborg, efter gymnasiet.  Eleverne på Duborg skolen kommer ofte fra mindretalsskoler, og eleverne taler derfor både dansk og tysk. Mange af vores virksomheder har flere tyske kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere og samtidig er Tyskland den største samhandelspartner for Danmark. Disse forhold gør at elevernes sprogfærdigheder er et stort plus for virksomhederne i grænseområdet.

Der blev snakket om arbejdstider, arbejdsopgaver, kultur, løn og meget mere – og Lucas som er speditør elev hos Nagel fortalte om, hvorfor han havde valgt at blive speditør og om hans hverdag og skoleforløb.

Maria Heesch og Jesper Schimann Hansen fra henholdsvis, Jobgatedenmark og Padborg Transportcenter gav samtidig eleverne et indblik i hvor mange forskellige brancher og muligheder der findes i Padborg Transportcenter.