Padborg Transportcenter har fået ny direktør d. 1. oktober, hvor Finn Sørensen overdrog posten til Jesper Schimann Hansen. Finn Sørensen har været en del af Padborg Transportcenter siden foreningens opstart i 2015 og overdrager nu en sund forening med over 100 medlemmer til Jesper Schimann Hansen.

”En æra er slut, hvis man kan kalde det det. Finn har lavet et rigtig godt etableringsarbejde og skabt et godt fundament, som jeg nu overtager og kan arbejde videre med. Dermed træder vi ind i en ny æra”, fortæller direktør Jesper Schimann Hansen.

Branchekendt, de rigtige evner og interessen var vigtige
Jesper blev nøje udvalgt, da der skulle findes en ny direktør til Padborg Transportcenter.

”Da vi skulle finde en ny profil, var et af de vigtigste punkter, at personen skulle være lokal og have lokalkendskab. Han skulle kende branchen og være kendt i branchen. Jesper har været hernede i mange, så han kender virksomhederne hernede og de kender ham. Derudover har Jesper de rigtige evner og interessen, som rækker derhen, hvor bestyrelsen gerne vil hen”, fortæller Finn Sørensen.

Muligheder i Padborg skal fremhæves
Udover at rekruttere medlemmer og styrke fællesskabet i Padborg, så har den nye direktør også andre vigtige punkter på dagsordenen.

”Der er ingen der skal være i tvivl om, at når de flytter til- eller har virksomhed i området, så er der her fokus på bæredygtighed og der er nogle teknologiske muligheder med 5G,” slutter Jesper Schimann Hansen af med.

Medlemmer, samarbejdspartnere, og venner er inviteret til Goddag og farvel reception i dag, fredag d. 1. november, kl. 15.00-17.00 hos Padborg Transportcenter, hvor der bliver sagt tak for indsatsen til Finn og der vil være mulighed for at hilse på Jesper.